Fugle

Man kan se mange forskellige fuglearter på kanoturen. Klik på billedet for at se flere oplysninger om hver enkelt fugleart.
 
Isfuglen tilhører skrigefuglene, som er en gruppe af ofte meget farvestrålende, primært tropiske fugle, og isfuglen er absolut ingen undtagelse, hvad farvepragt angår! Den er en af de mest eksotisk udseende danske ynglefugle med sin lysende, turkisblå overside, de grønblå vinger, den orangerøde underside og den hvide halsstribe. Navnet kommer fra tysk Eisvogel, der betyder jernfugl, hvilket hentyder til fuglens metalglinsende skær. Isfuglen er desværre ganske sky, hvilket kun gør det til en endnu mere speciel oplevelse, når man endelig ser den. Den er ca. på størrelse med en sanglærke – dog med en helt anderledes plump kropsbygning og en meget kort hale. Meget iøjnefaldende er næbbet, som er kraftigt og uforholdsmæssigt langt. Danmarks floteste fugl.
 
Fiskehejren er iøjnefaldende og let genkendelig på sin størrelse med en højde på knap en meter og et vingefang på knap to meter. Til trods for dens højde og vingefang vejer den dog ikke mere end en høne. I flugten bemærkes de lange, afrundede vinger, der buer nedad. Vingeoversiden er mørk med et lysegråt felt på “armen” ind mod kroppen. Halsen er S-formet. Under flugten høres ofte et hæst skrig, der bestemt ikke er blandt de smukkeste danske fuglestemmer. Ses fiskehejren stående i vandkanten eller på jorden, bemærkes den lange lyse hals, det kraftige gule næb og de to lange sorte nakkefjer (prydfjer), der synes i forlængelse af en sort stribe bag øjet.
 
 
 
 
Blishønen er en almindelig ynglefugl i søer og moser i Danmark. Den er let genkendelig med sin runde, sorte krop og sit hvide næb og store hvide pandeblis, der har givet den navn. Hvis en han mister status, fordi den ikke kan forsvare sit terræn, nedsættes hormonproduktionen. Det medfører at blissen bliver mindre. De to køn ligner hinanden. Ungfuglene har lys hals og ansigt, gult næb og mangler blissen. Selv om blishønen lever i vand, er den ikke nogen særlig god svømmer. Fødderne er kun udstyret med svømmelapper langs kanten af tæerne.
 
Grønbenet rørhøne er ens hos de to køn. De har rød pandeblis og næbrod, gulgrønne ben og en blågrå krop og brune vinger, der er afgrænset fra kroppen med klare hvide kanter. Arten minder lidt om den nærtbeslægtede blishøne, men denne har hvidt næb og hvid blis og er lidt større. Den grønbenede rørhønes konstante halekniks og det nikkende hoved, når den svømmer, er andre gode kendetegn.
 
 
 
 
Toppet lappedykker er den største af de danske lappedykkere. Den kendes fra ænder ved at være slankere, har længere hals og ligger lavere i vandet. Hovedet er karakteristisk med en sort isse, der forlænges bagud i to sorte fjertoppe, der ligner ører, og en rødbrun halskrave i yngledragten. Halsen er hvid, og i flugten ser fuglen meget lys ud.
 
 
Gråanden er den mest almindelige and herhjemme, og den ses næsten overalt, hvor der er vand. Hannen er let genkendelig med sin grå fjerdragt, sit brune bryst, metalgrønne hoved og gule næb. Hunnen er, som hos de fleste andre andefugle, camouflagefarvet brun. Begge køn har blåt vingespejl med hvide kanter. Især i byerne findes der dog andre farvekombinationer, hvilket skyldes krydsning med udsatte tamænder. Særlig almindelig er en variant, hvor hannen er ensfarvet brun med hvidt bryst.
 
 
 
 
Gravanden er på størrelse med en mindre gås. Den er let genkendelig på sin overvejende hvide fjerdragt med brunt brystbånd, rødt næb og metalgrønt hoved. Kønnene er ens; dog har hannen en mere veludviklet rød knop på næbbet. Den adskiller sig fra andre ænder, bl.a. ved at kønnene er ens, og at begge forældre hjælper til med ungeopfostringen.
 
 
 
 
Knopsvanen, Danmarks nationalfugl, valgt ved en afstemning arrangeret af Danmarks Radio i 1984, er en smuk og majestætisk fugl, som pryder mange danske søer og fjorde. Dens enorme størrelse, den helt hvide fjerdragt, den sorte knop over det orangerøde næb gør den umulig at forveksle med andre arter. Knopsvanen er gerne tavs, men fra flyvende fugle høres en karakteristisk susende lyd fra vingerne, som hverken forekommer hos sangsvanen eller pibesvanen. Ungfuglene er sædvanligvis klædt i diskrete lysebrune kulører, og de har et mørkegråt næb uden de voksne fugles karakteristiske knop, men enkelte ungfugle, de såkaldte “polske svaner”, er hvide med rødlige ben og næb. Der er tale om en genetisk variant.
 
Skarven er en kontroversiel fugl der er meget karakteristisk, der ses mange steder langs de danske kyster og ved de større søer. Fjerdragten er helt sort, men i pragtdragten har den dog hvide ansigtstegninger og en hvid lårplet. Der forekommer to underarter i Danmark, nemlig mellemskarven, som yngler i landet, og storskarven, som er en almindelig gæst i danske farvande i vinterhalvåret. De to underarter minder meget om hinanden, men storskarven er, som navnet antyder, større og mere robust.
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Vandstærener trods navnet ikke en stær, men tilhører sin egen familie med fem arter, hvoraf kun en er repræsenteret i Europa. Vandstæren er dog på størrelse med en stær. Den er en buttet, sort og brun fugl med karakteristisk hvidt bryst og kort hale. Den ses typisk siddende på en sten eller gren ved vandløb, mens den nervøst vipper gumpen op og ned. Denne ‘kniksende’ adfærd gør arten let genkendelig. Ofte vil man, selv om vinteren, kunne høre vandstærens stille sang af varierende, knitrende toner.
 
 
Den hvide vipstjert er en elegant spurvefugl med sin lange stjert (hale), som den konstant vipper med, mens den ivrigt spankulerer rundt. Den hvid-grå-sorte fjerdragt gør den sammen med halen meget nem at kende, og dens velklingende flugtkald tsi-litt er ligeledes karakteristisk. Ungfuglene er derimod mindre karakteristiske, da den grålige fjerdragt ikke er så kontrastrig. Der forekommer to underarter herhjemme: den almindelige hvid vipstjert (M. a. alba), der yngler og optræder på trækket til og fra Nordskandinavien, og den britiske sortrygget hvid vipstjert (M. a. yarrellii), der optræder sjældent langs den jyske vestkyst som træk- og sommergæst.
 
Musvågen er den talrigeste rovfugl i Danmark. Den er en mellemstor rovfugl med brede, afrundede vinger og kort, afrundet hale. Den er lidt større end en krage. De to køn fremtræder ens, men individerne varierer meget i farve fra meget mørkebrun til helt lys. Fuglen ses ofte i svæveflugt i stor højde, hvor den benytter sig af varme, opadgående luftstrømme til at flytte sig næsten uden at bevæge vingerne. Dens mjavende skrig kan ofte høres om foråret over åbent land og i skove.
 
 
Hættemågen er på trods af kraftig tilbagegang stadig et almindeligt syn i den danske natur. I sommerdragten er fuglen meget typisk med sin mørkebrune hætte, men er også ret let at kende resten af året på sine vingers hvide forkant. Hætten er i vinterdragten erstattet af en mørk øreplet.
 
 
 
 
 
 
 
Stormmågen. En alt for ofte gæst, i store flokke, ved Gudenåen.